vintage tøj

Om vintage-look, deadstock vintage og antik mode

 

Vi bliver tit spurgt om, hvad det egentlig er vi sælger. Butikken bugner nemlig af kjoler fra 1940erne og 1950erne m.m. - men her lugter slet ikke af genbrug. Hvorfor ikke?

 

Fordi ALLE vores kjoler er nye. Kodeordene for vores retrospektiv inspirerede tøj er nyfortolkning, inspiration, story telling og sidst men ikke mindst; sund fornuft.

 

Mustus samarbejder med designere, der elsker vintage kjoler præcis som vi gør. De er vilde med tidligere epokers traditioner for godt håndværk, falder i staver over den sort/hvide polaroid med bobbede fotomodeller og bliver heller aldrig helt færdig med kendisser som Audrey Hepburn, Marilyn Monroe og Jane Russell. 1930erne, 40erne, 50erne og 60erne står for en sødme, charme og stil, som stadig tåler masser af positiv opmærksomhed. Stilen er omtrent et symbol på tiden umiddelbart før “verden gik af lave”. 

 

vintage tøj

 

Med al denne nostalgi og romantik in mente er begrebet vintage-look opstået, og de gamle skræddermestres kunst som eksempelvis plisseer, draperinger og vingeærmer er genopstået. Looket, der opstår af den “nye vintage” er både unikt og overraskende fordi designeren nyfortolker fortidens markante designs. Originaliteten lever videre da hvert eneste design har sit eget særpræg. Sit eget liv.

 

Vi er mange - ældre som yngre - der er helt pjattede med vintagetøj. Om det er vintage-look eller deadstock vintage er ikke så afgørende. Vintage-looket er bare et meget praktisk alternativ til den originale vintage af flere grunde:

 

- Tilpasset nutidens størrelser og føres typisk i størrelser fra 34 op til 48

- Er langt nemmere at vaske. Meget af det vasker du ved 30 grader sammen med dit øvrige tøj

- Modellerne er ofte med stræk. Også kjolerne. Det giver bedre pasform og bevægelsesfrihed

- Ofte billigere

- Langt nemmere at anskaffe. Vintage-look tøj kommer sæson efter sæson i kollektioner og indkøbes af specialbutikker i mange størrelser

 

Hearts and roses


 

Deadstock vintage er såkaldt original vintage. Altså beklædning designet og syet året 1921 på Madame Boutroux’s systue i Paris. Lad os lige slå det fast med det samme: Vi har absolut ingen kjoler syet i 1921. Vi har ingen deadstock vintage, men henviser venligst til en begivenhed som f.eks. Frock me, der regelmæssigt popper op i Chelsea, London og Brighton. Her sælges der original vintage; både secondhand og new old stocks (NOS). NOS er investeringer i deponerede kollektioner, der har stået på loft eller lager i flere årtier. Vintage kjoler fra deadstocks betragtes som samlerobjekter og får ekstra værdi, når den originale tag stadig sidder på.

 

Vintage er et begreb fra vinens verden, og bruges om særdeles gode årgangsvine. Parallellen til vintagetøj er åbenlys: Hvem er designeren? Hvilken starlet ejede kjolen? Hvor unik og enestående er den? Vintagetøj er derfor “årgangstøj” fra tidligere årtier, syet i sobre kvaliteter, karismatiske snit og bevaringsværdigt.

 

Vintage er altså meget mere forfinet end genbrug og er ofte investeringsobjekter. Originalt vintagetøj er som muser, der sidder på designerens skuldre og hvisker ham hemmeligheder i øret fra en svunden tid. De afslører - for ham alene,  næste sæsons uforlignelige vintage-look kjole, cardigan eller skørt. Designeren er som den chocolatier, der tryller konfekt frem af udsøgte råvarer. 

 

Vintage opstår, når bevaringsværdigt tøj er mere end 20 år gammelt.


 

Tøjmode fra før 1920 betragtes som antikt og historisk. Omkring år 1900 var det hotteste mode kjoler med såkaldte skinkeærmer,  og skørterne var overdådige med både flæser og volanter. Også tournuren hitter i den epoke, og den var ikke med behagelig stræk tør vi godt afsløre. En tournure var et stativ af stålbånd beklædt med kraftigt stof eller alternativt hestehår. Stativet blev sat på popoen, så den blev ekstra stor og fræk … tournuren var en del af undertøjet. Over tournuren faldt de draperede lange skørter så og understregede datidens kvindeideal. 

 

Tournurer har vi heller ikke, men masser af skønne strutskørter. Petticoats i alle verdens farver og længder. 

 

Join us and take a walk down memory lane. You´re welcome - be our guest.

 

vintage