du Milde kjoler

Kjolen lå i posen indsvøbt i violet silkepapir

Mit første du Milde køb. At tænke tilbage på øjeblikket lader sig sammenligne med det første kys og den første kæreste.

 


{{amount}}
{{product.BadgeDiscounts.DiscountPercent}}%
{{::product.Title}}

{{product.BadgeDiscounts.DiscountPercent}}%
{{product.Title}}

Den første gang

Suget i mellemgulvet slipper heller ikke en menneskealder efter det hele fandt sted, for det var noget ganske særligt og enestående. Min første du Milde kjole var koralfarvet med bindebånd i halsen og en hæklet grøn blomst på brystet. Til min fryd havde jeg - på tilbud,  fundet et par koralfarvede laksko til, der passede fuldstændig i farven. Ved skoens spænde sad der en lille grøn knap, og min lykke var ganske enkelt gjort, når jeg tordnede afsted i det outfit. Min selvtillid voksede med flere tommer i det, og uanset anledningen var netop det sæt min redningsplanke, hver gang jeg kom i den uundgåelige tøjkrise.

 

Vild med du Milde

du Milde kjoler har haft min fulde bevågenhed siden, og jeg skal ikke have fået mange håndører tilbage fra Danmark, Skat eller min gamle mor før jeg synes det må være på de tider, hvor jeg vender du Milde bøjler i Mustus og prøver mig træt i kjoler. Øjeblikket er det helt særlige øjeblik, hvor jeg vælger de kjoler ud, der skal være mine. Jeg betragter hver enkelt med koncentreret kendermine, og ved jeg har med ædel kvinde-kunst at gøre. Kombinationerne af stærke, afdæmpede, overraskende og sanselige farver når helt ind i mit hjerte, og jeg tænker uvilkårligt på både frisure, smykker, strømper og sko i samme åndedrag … og anledninger af alle slags. Igennem sådan et kalenderår er der utallige arrangementer på ungernes skole, på jobbet, på min mands job, mærkedage hos familie og venner osv. Panikken indtræder hver eneste gang, for jeg vil gerne se godt ud - men også føle mig godt tilpas i det jeg har på.

 

Engang var jeg buksepige

Jeg kunne ikke forestille mig at gå i kjole, for jeg følte mig alt for pyntet. Siden har det slået mig, at de kjoler jeg gik i som barn og undtagelsesvis som ung, nok også var for pyntede - for når jeg ser på gamle fotos af mig selv fra dengang ser jeg en mut pige klædt i flæser, satinsløjfer, pufærmer og løjerlige rædsler. Det er vitterlig inden for de seneste år jeg har fået øjnene op for kjolernes forunderlige verden, og det var du Milde der åbnede mine øjne. De første gange jeg stødte på du Milde kjoler var i den stationsby på Sjælland jeg er født. Øjnene var ved at trille ud af hovedet på mig, for sikken nogle farveglade og anderledes kjoler - og sikken et navn: du Milde. Ihhhh, du Milde. Jeg var nysgerrigt på dem som bare den, og jeg listede diskret en skønhed ind i prøverummet og krøb i den. Pigen i spejlet var blevet voksen, hun så godt ud i kjole og kvindeligheden fik i en du Milde pludselig betingelser, der var yderst tillokkende. En kjolepige var født ;)

 

I dag er kjolepigen i fuldt vigør og hun samler på kjoler - primært du Milde kjoler. Samlingen af kjoler udgør - nej, det kan jeg vist ikke sige højt, for tænk hvis min mand kendte det rigtige tal. Han har ganske vist syn for sagen og kender på et abstrakt plan besætningen på mine mange bøjlemeter, han undlader heller ikke at kommentere på det meget brede udvalg af fuldblods-kjoler jeg har hængende … men da han er meget matematisk anlagt tænker jeg, at det samlede brogede udvalg forekommer mere spiseligt end det helt præcise antal. Hvad kan man bruge den slags tal til i et slaraffenland af du Milde kjoler?

 

Lige i skabet

Naturligvis har jeg favoritter i min samling af kjoler - men det er sjældent de samme 2 måneder i træk. Som vejret og sæsonerne skifter kommer der nye til; nye farver og snit - nye ideer og inspirationer … og sådan tikker mit indre kjole-ur år efter år. De gør mig hjertens glad og jeg har det næsten med mine kjoler som jeg har det med mine veninder; de er der altid, de lytter, de understøtter mig og de lader sig ikke købe for penge. De er reelle og evigt gyldige, og derfor værner jeg om dem med en særlig bevågenhed. Når nu den yngste flytter hjemmefra har min mand lovet at bygge mig et walk-in closet på det værelse vores søn fraflytter. Egentlig er det jo en sorgens stund, når ens sidste unge flyver fra reden og det er også okay, at det ikke lige er i morgen han flytter - men perspektivet er smukt. Min søns værelse med bøjlestænger fra gulv til loft, langs paneler og vægge, fritstående stativer - mere end velegnede til du Milde kjoler, der hænger i farver. Til venstre alle dem i røde farver, til højre alle dem i grønne.

 

Kjoler med korte ærmer, og kjoler med lange ærmer. Vinterkjoler og sommerkjoler. Hvor jeg glæder mig til den dag drømmen bliver virkelighed, det bliver som at træde ind i en lykkelig og ukrænkelig verden af ren og skær du Milde, hvor du end drejer drejer dig hen. En skønne dag - ihhh du Milde.